Ingrid Jespersen
 
 
Ingrid Jespersen blev født 24.01.1867 i Lyngby. Hun demitterede i 1889 fra N. Zahles Seminarium og tog 1891 institutbestyrereksamen. Herefter bestyrede hun Elisabeth Gads Skole i 3 år. I 1894 oprettede hun Ingrid Jespersens Skole for piger i en villa i Ndr. Frihavnsgade på Østerbro i København. Skolen blev senere udvidet i 1897, 1900, 1912 og 1932. Efter at skolen i 1905 havde opnået anerkendelse som gymnasieskole, demitterede det første hold studenter i 1908.

I de før
ste år ejede Ingrid Jespersen selv sin skole, men i 1912 omdannede hun den til en selvejende institution. Hun gik af som rektor i 1930, men var derefter formand for bestyrelsen til sin død.

Ingrid Je
spersen underviste i dansk - fortrinsvis i gymnasiet - og i følge samtidens karakteristikker fremhæves hendes organisatoriske talent og overblik som rektor samt en målbevidst pligtfølelse og tro på skolens opgave. Hun hørte til de myndige rektorer, men hendes strenghed blev mildnet af en udpræget humoristisk sans, der blev værdsat af både elever og forældre. Ingrid Jespersen var foregangskvinde på flere områder, og hun havde til hensigt at give kvinder en mulighed for at uddanne sig og dermed blive selvstændige og uafhængige. Hun oprettede det første danske skolelaboratorium til fysik og kemi, og skolen havde som en af de første herhjemme husgerning på skemaet. I en årrække havde skolen som den eneste pigeskole sløjd som eksamensfag til studentereksamen. Ingrid Jespersen’s undervisning var præget af engagement, idérigdom og kærlighed til litteraturen, og hendes sproglige talent kom til udfoldelse i hendes mange taler, hvoraf en stor del stadig er bevaret.

Uden for skolen havde Ingrid Jespersen en række tillidshverv. Hun var i en årrække bl.a. medlem af opgavekommissionen for studentereksamen, ministeriets repræsentant i bestyrelsen for faglærerindeeksamen samt medlem af det ministerielle udvalg af 1928 til revision af gymnasiets undervisningsplan.

Ingrid Jespersen døde d. 22.11.38, og hendes urne er nedsat på Egebæksvang Kirkegård i Espergærde.

Efter Ingrid Jespersen’s død stiftedes i henhold til hendes testamente Rektor frøken Ingrid Jespersens legat, der bestyres af Dansk Kvindesamfund og Ingrid Jespersens Skole.
 
 
 
Elever fra 1.ste kl. viser Ingrid Jespersen deres færdige sytøj, en sypose.